
Fra den 1. oktober 2025 indleder PWS Nordic og PWS Danmark et strategisk samarbejde med norske Strømbergs AS. Formålet er at styrke indsatsen for moderne og bæredygtige kildesorteringsløsninger i Norge og tilbyde endnu bedre produkter og service til kommuner, affaldsselskaber og erhvervslivet.
Strømbergs har i mere end 25 år haft en stærk position på det norske marked, og med PWS’ nordiske tilstedeværelse og produktudvikling i frontlinjen, ser begge parter store muligheder i samarbejdet.
”Strømbergs har en dyb forståelse for det norske marked og en stærk lokal tilstedeværelse. Sammen kan vi kombinere vores styrker og accelerere udviklingen af fremtidens løsninger til kildesortering.” siger Dan Håkansson, direktør for PWS Nordic og PWS Danmark.
Fælles produktportefølje og bæredygtige ambitioner
PWS og Strømbergs deler allerede flere produktlinjer, herunder løsninger fra Finncont og VConsyst. PWS er markedsledende i Norden inden for hjulbeholdere og forener skandinavisk design med høj funktionalitet og bæredygtig produktion.
”PWS’ evne til at være på forkant med produktudvikling har imponeret os. Samarbejdet styrker vores ambition om at være i front, når det gælder moderne kildesorteringsløsninger.” udtaler Svein Strømberg, daglig leder i Strømbergs A/S.
Med samarbejdet får norske kunder adgang til et bredere sortiment og en stærkere kombination af lokal erfaring og international innovation.

